Ny CEO i Zentura skal drive vækst

Jan van Hauen er blevet ansat som CEO i Zentura, der leverer IT-løsninger baseret på Microsofts teknologier. Zenturas målsætning er at øge omsætningen markant i løbet af få år ved at udbygge selskabets position i SMV-markedet, hvor der er et stort potentiale. Ansættelsen af den nye CEO til at udvikle det kommercielle set-up frigiver samtidig ressourcer til, at stifter og hidtidig CEO Christian Pedersen kan hellige sig produktudvikling.

Jan van Hauen er pr. 1. februar ansat som CEO i Zentura. Han kommer fra en ledende stilling som Head of Business Engagement i Devoteam. Gennem sin karriere har Jan bestredet kommercielle og ledende stillinger i blandt andet Netgroup, Columbus og IBM. I Zentura får Jan til opgave at indfri ambitionerne om at fordoble omsætningen frem mod 2025 sammenlignet med 2022, hvor omsætningen lød på cirka 20 millioner kroner. Det skal ske ved at videreudvikle selskabets kommercielle set-up i samarbejde med den øvrige ledelse og bestyrelsen.

”Med Jan får vi en kapacitet for bordenden, der med succes har været drivkraft i at opbygge og udvikle kommercielle teams, som kan drive vækst i den skala, som vi skal i Zentura. Samtidig har det også vægtet tungt, at Jan er en holdspiller, der ikke er bleg for selv at tage fat i det daglige, og som ser et godt arbejdsmiljø som afgørende for at kunne indfri målsætningerne,” siger David Hald, bestyrelsesformand i Zentura.

Privat danner Jan par med Rikke, og sammen har de børnene Victor og Luna på henholdsvis 18 og 16 år. De bor i Helsinge i Nordsjælland.

Yderligere opdyrkning af SMV-markedet

Zentura har et solidt fundament, og i løbet af selskabets 14-årige levetid har man opbygget en kundeportefølje hovedsageligt bestående af små og mellemstore virksomheder. Det danske SMV-marked med dets omkring 300.000 virksomheder vil under den nye ledelse fortsat være selskabets primære fokus. I dette marked er der mange selskaber, der endnu ikke fuldt ud udnytter det potentiale, som Microsoft-værktøjer kan give. Her har Zentura stor erfaring med at identificere udviklingsmuligheder, der er gældende på tværs af selv meget forskelligartede brancher, og som der sjældent er interne ressourcer i virksomhederne til at forfølge. Det gælder ikke mindst i forhold til automatisering og AI, der med voldsom hast er ved at ændre måden, hvorpå vi arbejder.

”I Zentura har vi et godt udgangspunkt for at byde os endnu mere til over for de små og mellemstore virksomheder. Vi har både erfaringen og de faglige kompetencer, der skal til for, at vi kan gøre os gældende i markedet. Nu skal vi bygge ovenpå og blive endnu bedre til at demonstrere den merværdi, vi skaber hos kunderne, når vi optimerer deres eksisterende set-ups, og samtidig skal vi være den leverandør, der inviterer dem med på rejsen inden for automatisering og AI. Det er en udfordring, som jeg glæder mig meget til,” siger Jan van Hauen, CEO i Zentura.

Ny CEO er andet skridt i vækstplan

Ansættelsen af en ny CEO er andet skridt i den vækstplan, som er blevet udstukket for Zentura. Første skridt blev taget i 2023, hvor der blev udpeget en ny bestyrelse med David Hald som formand. Nu hvor den nye CEO er fundet, bliver stifter af Zentura og CEO frem til nu Christian Pedersen CTO (Chief Technical Officer) med fokus på strategisk produktudvikling.

”Jeg får nu lov til at hellige mig det, som er hele årsagen til, at jeg stiftede Zentura for 14 år siden. Produktudvikling og problemløsning er det, jeg brænder for og er bedst til. Med de investeringer i Zenturas ledelsesmæssige set-up, som senest ansættelsen af Jan er et udtryk for, har vi nu skabt de rette betingelser for at indfri selskabets potentiale,” siger Christian Pedersen, stifter af og CTO i Zentura.

For yderligere information

Om Zentura A/S

Zentura er en dansk IT-virksomhed, der leverer løsninger til SMV-markedet baseret på Microsofts teknologier. Virksomheden er dedikeret til at hjælpe SMV'erne med at opnå større effektivitet, produktivitet og succes i deres forretning gennem brugen af innovative teknologier og løsninger. Zentura blev grundlagt i 2010 og har base i København.

Christian Pedersen