24/7
Support af IT

NaturErhvervstyrelsen - En stærk kommunikationsplatform ml. HQ og fartøjer

NaturErhvervstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet arbejder med at skabe optimale rammer for vækst i fødevareerhvervene i Danmark og samtidig sikre en forsvarlig forvaltning af naturen. NaturErhvervstyrelsen har afdelinger, inspektorater og skibe over hele landet. Styrelsen er ofte i kontakt med landmænd, fiskere og en bred kreds af organisationer, forskere og myndigheder inden for fødevareområdet. Styrelsen forvalter støtteordninger og foretager kontrol, bl.a. fiskerikontrol.

Zentura og NaturErhvervstyrelsen har i mange år samarbejdet om styrelsens forskellige Citrix løsninger, som omfatter Citrix XenApp, Netscaler og XenMobile.

Seneste skud på stammen er en Citrix Netscaler SD-WAN løsning, som binder NaturErhvervstyrelsens skibe og hovedkontor tættere sammen.

Udfordringen: Et kontor langt væk fra land

Mange organisationer har mobile medarbejdere, men næppe mange har det på samme måde som NaturErhvervstyrelsen. Styrelsen har nemlig tre skibe, der arbejder med fiskeriinspektion i forskellige dele af de danske farvande. På alle skibe arbejder medarbejderne om bord med it-understøttet fiskerikontrol.

”Ude på vandet er den mobile bredbåndsdækning ofte dårlig eller ikke-eksisterende. Alternativet er satellitkommunikation. Men denne form for kommunikation er karakteriseret ved tre ting: Høje omkostninger, lav båndbredde og en forsinkelse på 600 millisekunder,” forklarer Bjarne Lund, teamleder i Infrastruktur udvikling i NaturErhvervstyrelsen.

Disse faktorer var et problem for især de to fiskeriinspektionsskibe, som opererer langt fra kysten, og hvor et mandskab på 11 medarbejdere, der arbejder i treholdsskift, både skal kunne arbejde i Office, men også lave opsætning, opdatering, holde fri og fx tilgå sociale medier. Dette var ikke altid muligt før.

Her var man ofte nødt til at lave benhård prioritering af internettrafikken. Og når der var problemer med dækningen, var der to måder at løse det på: Man kunne sejle tættere på land, indtil man fik signal, eller man kunne skifte manuelt til satellit og manuelt tilbage, når man regnede med, at der var dækning, for man kunne ikke se, hvornår der var dækning. Man sejlede i blinde, hvad angik bredbåndsdækning!

Løsningen: Citrix CloudBridge Virtual WAN

Men heldigvis deltog NaturErhvervstyrelsen på Citrix Synergy i sommeren 2015 sammen med Citrix-partneren Zentura, som var klar over, at Citrix Netscaler SD-WAN ville kunne løse problemerne. På Synergy fik NaturErhvervstyrelsen en grundig gennemgang af SD-WAN samt mulighed for at tale med udviklerne bag produktet og hermed en solid viden om mulighederne med SD-WAN.

På basis af denne viden besluttede man i sommeren 2015 at lave en Proof of Concept på Citrix Netscaler SD-WAN løsningen. Løsningen blev etableret som to bokse på hhv. kontrolskibet Vestkysten, som udfører fiskeriinspektion i Nordsøen, og hjemme i NaturErhvervstyrelsen. De to bokse kommunikerer via UDP-protokollen, som er hurtig og særlig god til at udnytte kapacitet på langsomme satellitforbindelser.

PoC’en blev til i samarbejde med Zentura, som leverede rådgivning og var med til at scope opgaven og efterfølgende installere løsningen og integrere den med NaturErhvervstyrelsens infrastruktur.

Produktion efter kun en måneds PoC

”Vi installerede løsningen den 10. september 2015. Men allerede en måned efter gik vi i produktion med løsningen, for fordelene var helt indlysende,” fortæller Bjarne Lund.

”SD-WAN konsoliderer flere forbindelser, så Vestkysten nu kan køre mobilt bredbånd fra fire forskellige udbydere samtidig med satellit. Hermed er dækningsgraden dramatisk forøget. Når dækningen er god, kan Vestkysten således udnytte den fulde kapacitet af flere udbydere samtidig.”

”Men herudover skifter SD-WAN automatisk mellem forskellige forbindelser. Dette bevirker, at besætningen ombord ikke behøver at bruge tid på at skifte manuelt mellem forbindelserne. Desuden kan de kontinuerligt se, hvilke forbindelser der er aktive og kan via SD-WAN's monitoring dashboard holde øje med om fx satellitforbindelsen holder den lovede kapacitet”, siger Bjarne Lund, der også er glad for, at SD-WAN krypterer trafikken end-to-end.

Det gode resultat skyldes SD-WAN, men også nye antenner i masten af Vestkysten. Der er således flere antenner, som hver især er optimeret til netop den bredbåndsudbyder, som den enkelte antenne er tilsluttet.

Bedre dækning og begejstrede brugere

Bjarne Lund er virkelig godt tilfreds med Citrix Netscaler SD-WAN løsningen: ”Dækningen af mobilt bredbånd er blevet meget bedre. Hvor vi før skulle være heldige at have dækning, når Vestkysten var 5-8 sømil fra land, har vi nu fået meldinger om dækning 23 sømil fra Skagen! Desuden er hastigheden blevet betragteligt bedre, hvilket er en stor fordel for medarbejderne. Det er ikke tit, man oplever det i en IT-funktion, men vi har faktisk fået begejstrede mails fra brugerne!,” siger Bjarne Lund.

Disse resultater er baggrund for, at man allerede i november 2015 installerer Citrix Netscaler SD-WAN på skibet Havørnen. Senere kommer det sidste skib, Havternen. Alle installationer supporteres af Zentura.

+ Kontakt os